Machs MakeUp

Har du set det? DR2’s program for og om mænd. Hjemme hos os ser vi det sammen og diskuterer det højlydt. Jeg synes naturligvis, at det er langt ude og kvindefjendsk, helt i programmets ånd vil jeg tro. Min mand er ikke enig, han føler sig krænket på sit køns vegne og opfatter udsendelserne som mandefjendske: ”Et program, som portrætterer maskulinitet ved at vise Søren Pind og Søren Fauli, er grundlæggende mandefjendsk”. Så er jeg ligesom sat til vægs i den diskussion.

Det gode ved programmet kunne være, at det ville give anledning til debat om kønsroller; det er jo svært ikke at genkende sider af sig selv ved de ting, der tages op - i en til tider aldeles karikeret form - i udsendelserne. Alle M/K har vel en rem af huden. Og så bliver den debat jo alligevel aldrig rigtig til noget. Der er for meget tudefjæs til, at nogen kan tage den sikkert nogen gange berettigede kritik alvorligt. For pokker  da. Tror mænd, at de er de eneste, som vil have rum til sig selv? At kvinder ikke også ønsker frihed og at have overskud til parforhold og sin kæreste, efter der er kommet børn? Tror mænd, at kvinder kører manden ud på et sidespor for selv at måtte smide karrierer og socialt liv over bord?

At flere af de medvirkende mænd – og sikkert også mange andre mænd (og kvinder) – har det hårdt, at partneren er strid osv. osv. er sikkert indiskutabelt. Hér siger min kæreste så – hvis hun virkelig er så ulidelig, så åbn dog munden og gør noget ved det, eller gå! Min egen reaktion er, at dét der med at få børn, det er noget man gør sammen, det jo også dit valg, mand. Og det ændrer jo livet aldeles radikalt, også for dig! Ellers har du da virkelig et problem, og jeg håber (for din kone), at hun enten vipper dig ud eller åbner munden og gør noget ved det.

Der er en enkel undtagelse i al elendigheden – og jeg hader at skulle indrømme det – men Mads Blærerøv Christensen er den eneste, som er værd at høre på. Ikke at han og jeg pludselig er rørende enige om kønsroller, men han er da befriende fri for selvynk.

Jeg ser frem til, at DR2 tør producere en hel serie, som de viser i bedste sendetid, hvor kendte og ukendte kvinder står frem og fortæller om, hvor uduelige (nogle) mænd er. At vi er røvtrætte af mænd, der med to fingre på lortebleen står og kikker spørgende på kæresten. Der går ud med vennerne, men efterlader huset sejlende. Der ikke er i stand til at arrangere sig ud af hverdagspresset på en måde, der giver plads til ene-tid til begge og til kærestedates – uden børn. Hvor kvinder beretter om den mand, der ikke gider være voksen og tage et ansvar for det parforhold, han er en del af. Med eller uden børn. Og drømmer højt om den ubændige trang til at være alene med sig selv eller sine venner og dyrke dét, der gør hende til den kvinde, hun er og som kæresten forelskede sig i.

Eller - endnu bedre: Tog ligestillings- og familie-i-en-moderne-og-travl-verden udfordringerne alvorligt og leverede programmer, som bidrog til at blive klogere (som DR2 vel er sat i verden for) - ikke bare valgte at bruge det ekstreme som illustration af det normale. Det ville være fint snart at komme videre…

Indtil da lader jeg mig underholde - og glædes over, at jeg ikke er gift med en parodi på en mand.

Tillad mig at blive nostalgisk – men dansk rock fra 70’erne og 80’erne, ikke mindst en række kvindelige kunstnere fra dengang, rocker stadig. I går spillede nogle af de bedste af dem i en fyldt Tivolis koncertsal. En intens og nærværende Anne Linnet sang folk op af stolene med “Alle folk kan se det straks, du er så smuk og dejlig”.

Anledningen: Dannerhuset fylder 30 år og det blev fejret med en forrygende støttekoncert i Koncertsalen. Overskuddet går til arbejdet med børn i voldsramte familier. Og ja, der var også mænd til stede.

For 30 år siden besatte en gruppe kvindebevægelses-aktivister Dannerhuset og satte dermed et historisk aftryk på ikke bare huset men på den politiske dagsorden. De handlede mod det, de fandt helt absurd og urimeligt – og vandt. Også borgernes hjerter og hjerner for sagen. Dannerhuset blev Danmarks første krisecenter og har i 30 år været et helt afgørende sted for voldsramte kvinder og for den kvinde- og kønspolitiske historie i Danmark. 

En af festtalerne i aftes var Ritt Bjerregaard, der – måske lidt ufortjent, kan man mene, med tanken på Jagtvej 69 – fik salen til at grine, da hun beskrev Weidekamp som en borgmester, der nok ikke var så glad for husbesætterne, som han helst så fjernet og Dannerhuset brugt til noget andet.

Men sådan gik det ikke. Danner står stadig med de flotte røde kvindetegn malet i vinduerne som vartegn over tiden, hvor kvindebevægelsen var stærk her i landet. Hvor mennesker faktisk flyttede en dagsorden helt ind på Christiansborg. Hvad der er rigtig fedt er, at Danner ikke bare er nostalgisk symbol på ’dengang’ men at institutionen – udover det uvurderlige arbejde med voldsramte kvinder og børn – også flytter sig og formår at matche nutidens krav til omstillingsparathed, er med-på-beatet og leverer opdateret version af kønspolitikken. Som det lød i går – vold mod kvinder bekæmpes bedst ved også at inkludere mænd som del af målgruppen.

På de 30 år har mellem 2-3000 kvinder og børn boet i huset. Op mod 20.000 har fået rådgivning og hjælp. Danner har samtidig arbejdet med den politiske side af sagen. Vold er et samfundsproblem, ikke et problem alene for den enkelte kvinde eller familie.

Nutidens tal for voldsramte kvinder og børn er ikke opmuntrende. Hvert år udsættes 22.000 børn for vold i hjemmet. Til trods for, at antallet af kvinder, der udsættes for partnervold er faldet, så er vold mod kvinder samlet set et stigende problem. Volden finder sted hjemme, på arbejdet og på gaden. En alarmerende tendens, der burde trække langt større spor ind i Folketingets arbejde, men det herskende flertal synes at mene, at ligestilling i det hele taget kun er et problem blandt etniske minoriteter.

Danners aktualitet blev matchet ret præcist af oplagte Fagget Fairys, der åbnede koncerten, og jeg må sige, at dét at sidde i en festklædt Tivoli-koncertsal og fejre Danners 30 år var… mærkbart. At lytte til store kvindestemmer, guidet af konferencier-duoen Anne Marie Helger og Per Vers – det gjorde noget!

Det gjorde også godt, da farvestrålende Helger pludselig knappede sin bluse op og foretog blyantsprøven foran os alle. I det hele taget, så føltes det bare anderledes i aftes. Danner-koncerten viste og mindede mig om, at der stadig er folk, der vil. At der er nogen, der kan. At umulige ting er mulige, når folk stiller sig op for det, de tror på.

Kvindekampen er langt langt fra forbi. At den desværre ligger i dvale her i landet – som så meget andet, der handler om demokratisering, frihed og lighed – er bare endnu et tegn på tingenes elendighed og på, at alle os, der mener noget med os selv og hinanden, må se at komme op af starthullerne.

For det er dét, der er alt for få, der gør: Stiller sig op. Der vælger at gøre, som Annisette sagde: ”Speak for those who can’t speak”. Det er mere end på tide at vinde dagsordenen og folks hjerner og hjerter for et helt helt andet og ansvarligt samfundsprojekt.

Der har de seneste dage været en del debat om overborgmesterposten i København. Den antog en karakter, der fik mig til at fare i blækhuset - med et læserbrev i Politiken i dag. Det er dog en forkortet udgave; her er den “lange”.

Det falder åbenbart ledende socialdemokrater for brystet, at de kan blive udsat for noget så vederstyggeligt som konkurrence til overborgmesterposten i København ved det kommende kommunalvalg. Det er nu ellers en gang præmissen ved at leve i et demokrati. SF’s spidskandidat Bo Asmus Kjeldgaard har meddelt, at han er parat til at blive overborgmester, hvis der er et centrum-venstre flertal, der peger på ham. Jeg kunne godt tænke mig, at socialdemokraterne uddybede, hvori det forkerte i den udmelding består.

Som i alle andre af livets forhold er det begyndelsen til enden, når man tager sin partner for givet. Det nærmer sig arrogance både over for vælgerne i København og SF, hvis socialdemokraterne mener, at overborgmesterposten er dem af gud og Stauning givet. Det vil klæde alle bedst, hvis vi venter med at fordele posterne til efter, at vælgerne har talt. 

Så kære socialdemokrater: Hæng jer ikke så meget i borgmesterkæder og kom ned fra træet, der er masser af politik, vi er fælles om. Et stærkt S-SF, både på landsplan og i København, er nødvendigt for at sikre et solidarisk samfund med rummelighed og respekt for miljø og mennesker. København har brug for yderligere opgradering på skoleområdet, i ældreplejen og inden for kollektiv trafik. Hertil har vi brug for en styrket og samlet venstrefløj, ikke fornærmede miner. 

Burka-forbud, forslår Naser Khader nu…. Der er ganske enkelt ikke grænser for stupiditeten i højrefløjens symbolpolitik. TIlpasningspolitikken til Dansk Folkeparti er ved at antage så voldsomme dimensioner, at det efterhånden bliver et-partistyre her i landet.

Det med den burka: Jeg bryder mig bestemt ikke om den, af flere forskellige årsager, men det er en alvorlig sag at lade staten bestemme, hvordan folk må se ud.

Paradoksalt nok kommer jeg i tanker om sangen: Man binder os på mund og hånd. Men man kan ikke binde ånd. Tænk lidt over den pointe Også selvom ånden bag et religiøst påbud er din absolutte modsætning.

Udover den banale ting, at man ikke ændrer på menneskers værdisæt og holdninger ved at pålægge dem en bestemt påklædning (eller fraværet af den), så har ihvertfald venstrefløjen den historiske erfaring, at det med at staten skal blande sig i alt og lovgive om menneskers ikke bare samfundsmæssige men også deres privatliv - ja det skal man i den grad passe på med. Forbudspolitik er en glidebane. Man kan ikke hverken forbyde, harmonisere eller udvise sig til det perfekte og problemfri samfund. De findes slet ikke (og heldigvis for det).

Som om der ikke er virkelige problemer her i landet, eller her i verden for den sags skyld. Regeringen er vært for et klimatopmøde om få måneder. Den rige del af verden lever ikke op til løfterne om at halvere verdens fattigdom inden 2015. Det danske sundhedsvæsen trænger til en gevaldig kærlig hånd. 

Tag dog ansvar for samfundets og verdens virkelige problemer i stedet - eller endnu bedre: Udskriv FT-valg!

Det er stadig surrealistisk for mig - at politiet rent faktisk dukkede op midt om natten og hentede irakiske mænd ud af kirken på Nørrebro. Skilte dem fra kvinder og børn. Tævede løs på de mange demonstranter, der var mødt op for at vise deres modstand mod regeringens uanstændige ‘hjem’sendelses-politik.

Jeg vågnede dér om natten ved, at min telefon ringede. Havde ikke hørt sms’erne tikke ind, for når man har en lille baby med kighoste, så sover man meget tungt, når man endelig sover. Men vågnede, fordi der blev ringet rundt om, at rydningen var sat i gang i nattens mulm og mørke. Det er selvfølgelig det, man gør, i politi-logik, hvis man vil have en aktion ud af det - men uden alt for mange øjne, der følger med. Det mener ihvertfald Dansk Folkepartis Peter Skaarup.

Kunne ikke forlade den lille baby men lå og tænkte på, hvor heldig jeg var at kunne ligge trygt i min seng og ikke frygte for hverken krig, nattemord eller for betjente, der hiver mig og mine børn ud af sengen. Kun blive ‘forstyrret’ af en telefon, der bipper og ringer for at bede mig stille op, fordi en gruppe mennesker, der intet har - ud over frygt, psykiske mén og en naiv tro på beskyttelse fordi et menighedsråd og en præst heldigvis har givet det rum, som det danske magtpolitiske centrum ikke vil - pludselig skal fjernes fra Brorsons kirke.

At samvittigheden rev i mig er oplagt. Men det værste er hverken billederne fra kirken og gaderne omkring, eller politiets fremfærd - det værste er, at mit land, der er et af verdens tryggeste (for os, der er mange generations-indfødte ihvertfald), af verdens rigeste, som har et direkte ansvar for det krigshelvede, der udspiller sig i Irak - at mit land har flyttet sig så meget rent politisk, at 282 mennesker kan gøres til genstand for symbolpolitik. Og at det er muligt at føre en flygtninge- og asylpolitik, som har den type konsekvenser, at mennesker skal sendes ud til et land i krig, til trods for FN’s fraråden. 

Dét er dog det værste. Det politiske ansvar er let at placere. Men ansvaret for at genoprette det politiske billede, som er skredet så voldsomt - det ligger hos alle os tusinder, der i aftes gik på gaden i protest. Lad os tage det - det er tid at samle os igen og genvinde det sande Danmark.

Under Israels militære invasion i Gaza, som startede, mens vi her til lands holdt juleferie og strakte  sig over januar 2009 blev FN-bygninger indtil flere gange beskudt. Et af de mere grelle tilfælde var angrebet på en skole, hvor 40 blev dræbt. En ny FN-rapport kritiserer nu netop disse angreb - og anbefaler tilmed, at der indledes egentlige undersøgelser af, om de efterhånden flere gange luftede mistanker om egentlige krigsforbrydelser holder stik.

Også Israels brug af hvidt fosfor kritiseres af FN. Den kritik blev også rejst fra flere sider, mens krigen stod på.

Ikke overraskende afviser Israel kritikken og beskylder FN for at være “partisk”. Og det har vi jo ligesom hørt før. Hvad enten det drejer sig om kritik af Israels 40-årige besættelse af Palæstina, bosættelsespolitikken, menneskerettighedskrænkelser eller behandling af det store arabiske mindretal i staten Israel - og nu kritik af Israels invasion af og fremfærd i Gaza - så medfører det altid stor ‘overraskelse’ og forurettede mine fra den israelske regering. For aldrig har de gjort noget galt - og altid er omverdenen urimeligt på nakken af den israelske stat.

Det har altid været mig en gåde, hvorfor staten Israel mener, at den skal have særbehandling af verdenssamfundet, og hvorfor den mener, at den skal have særstatus i forhold til folkeret, menneskerettigheder og krigens love. Det er dog absurd, at internationale organisationer, denne gang FN, ikke har lov at rette et kritisk lys mod landets adfærd uden at det udløser beskyldninger om partsindlæg, fordrejning eller antisemitisme.

Men gåden er dog større, hvordan det kan lykkes at få de fleste toneangivende lande i verdenssamfundet, inklusiv EU, til at forholde sig så relativt tavse overfor netop disse forsøg på at undslå sig samme standarder som resten af verden, inklusiv Israels arabiske nabolande, underlægges og måles på.

Faren for underminering af den internationale retsorden er alvorlig, når FN, menneskerettighedernes universalitet og folkeretten til stadighed udsættes for pres. Lad os for alt i verden få den undersøgelse!

Besøg www.trinemach.dk for mere om Mellemøsten

Så sidder jeg her atter – med blikket rettet mod SF’s kommende finanslovsforslag, dagens debatter i Folketingssalen og regeringens såkaldte ”Grøn vækst”, som er ment som en samlet plan for natur, miljø, klima og landbrug.

Og hvilken plan. Der er vel nærmest tale om brun vækst. Der bliver mindre natur, landbruget får lov at udvide svineriet til egentlige industrilandbrug. Vel at mærke uden at blive reguleret, som industrien bliver. Som Troels Lund Poulsen (ham dér miljøministeren) siger, så skal det ”kunne betale sig for landmændene at passe bedre på os alle sammen”.

Ja, læs det igen – det skal kunne betale sig for landmændene at efterleve miljøindsatsen og overholde miljølovgivningen. Tænk, hvis ”det-skal-kunne-betale-sig”-princippet gjaldt for industrien. Eller i bandekrigen.

Når vi får regeringsmagten, vil vi anlægge den eneste farbare og fremtidsorienterede tilgang, som også gælder alle andre erhverv: Forureneren betaler. Det er da meningsløst at fritage netop landbruget i en tid, hvor miljø og klima fylder mere på den politiske dagsorden end det har gjort i mange år!

…Og med ét glider det alt sammen i baggrunden ved tanken om den lille baby, som ligger derhjemme hos sin far. Og som, længe før vækkeuret ringede, lå lille og vågen og kiggede på mig. Puh, hvor jeg savner hende lige pludselig.

Det er vel kvindens lod. Det der med at ville karriere og familie på en gang og altid mærke et stik af dårlig samvittighed over det. Eller – måske ikke dårlig samvittighed, det har jeg sådan set ikke, Jeg synes ikke, jeg skal undskylde noget. Pigen har jo en far og får i øvrigt kun modermælk. Men det er snarere følelsen af ikke at slå til, fordi man skal skræve over så meget. Det er sikkert noget, som særligt gælder kvinder – bagsiden af evnen til at multitaske Eller rettere bevidstheden om, at det jo er skidesvært for os kvinder at kombinere de to ting, fordi vi uværgerligt kommer til at stå med den største byrde, der ikke kan deles i ligestillingens navn. Der SKAL bruges tid på amning, på natteture, på den store pige, der også vil se sin mor…Manglende søvn, rovdrift på sin fysik, den evige tankevirksomhed.

Tilbage til Borgen med et sæt. Det trækker jo nok til, at jeg må smile af mig selv. I den anden ende af verden betaler de fattige prisen for den rige verdens energifråds. Dét kan nok få tankerne tilbage på det politiske arbejde. 100%.

Og den der grønne vækst - er ganske enkelt en om’er.

Efter flere måneders diskussion om, hvorvidt Danmark officielt skal deltage i FN’s racismekonference, den såkaldte Durban II, har udenrigsminister Per Stig Møller her til morgen endelig offentliggjort, at Danmark deltager.

Det er ikke så ofte, at jeg direkte roser dansk udenrigspolitik, men her er det aldeles på sin plads: Tak for det! Og godt gået, Per Stig, at du holder fast ved nødvendigheden af at deltage i FN-konferencer og tage kampen op for vores (i øvrigt universelle) værdier om dialog, demokrati, pluralisme og ytringsfrihed.

At EU-landene er splittede på dette temmelig grundlæggende spørgsmål er til gengæld yderst beskæmmende og må gøre det utrolig svært at holde ambitionen om en fælles EU-udenrigspolitik højt. Hvad skal den dog baseres på - EU er jo fuldstændig uenige internt! Det værste er, som også Marlene Wind (som jeg sjovt nok heller ikke særlig ofte må udtrykke enighed med) påpeger, at EU ikke er i stand til at stå samlet i den globale værdikamp og medvirker til at underminere FN’s troværdighed.

Til gavn for netop de fundamentalistiske regimer og kræfter. Hvilket selvmål!

For der ER jo opnået resultater i de forgangne måneders forhandlinger. Slutdokumentet indeholder ikke længere de passager, der ophøjede religioner til noget, der skulle ydes beskyttelse som mennesker netop skal gennem menneskerettighederne. Menneskerettigheder skal - som det ligger i navnet - beskytte mennesker, ikke ideer eller religioner. Mulighed for kritik af både ideer og religion er helt centralt i et pluralistisk demokrati, hvor det bærende er det enkelte menneskes frihed. 

Netop derfor skal vi deltage. Fordi vi skal sende det klare signal, at forsvaret for menneskerettigheder og kampen mod racisme er vigtig for os UANSET hvor på kloden den finder sted. At blive væk ville kun gavne antidemokratiske og fundamentalistiske kræfter i den globale værdikamp og er et kolossalt svigt af de demokrati- og menneskerettighedsforkæmpere, der rundt om i verden sætter livet på spil for vores fælles værdier - og iøvrigt af de ledende moderate kræfter, der i den arabiske verden gør det samme.

Derfor er det også så selvmodsigende, at både Dansk Folkeparti, Naser Khader, CEPOS-konsulenter og andet højreorienteret godtfolk her til lands så voldsomt har agiteret for en boykot.

Heldigvis vandt fornuften og viljen til indflydelse og Danmark deltager i FN-konferencen om racisme. Og dét er så vigtigt et signal, ikke bare for kampen mod racisme men også for kampen for at fastholde FN som rammen for international politik.

Læs mere om forsvaret for internationalisme på www.trinemach.dk

På 4.dagen er det tid til at blogge lidt om livet som midlertidig MF’er. Startede som folketingsmedlem i tirsdags og blev ‘godkendt’ lige efter Lars Løkke Rasmussen havde holdt sin første tale som statsminister (han kunne da godt have ventet ).

Ved Folketingsvalget i 2007 blev jeg 1.suppleant i København Storkreds og derfor er jeg nu indkaldt som stedfortræder for Ida Auken, der har orlov i 3 måneder. 

Det har været dage med masser af møder, venlige mennesker der har budt mig velkommen og et forsøg på at få FT-rytmen ind under huden. Jeg sidder i Miljø- og Planlægningsudvalget og Energiudvalget - og skal dække flere forskellige miljø- og klimasager. Det er spændende, ikke mindst fordi det er så tydeligt, at vi står overfor nogle massive udfordringer, både i Danmark og globalt, vi ved ovenikøbet en masse om, hvad der skal til - men vi har en regering, der ikke leverer så meget som en bønne til løsning af de problemer.

Samtidig er det lidt surrealistisk. Min badeboldsmave stritter mere og mere… Havde termin i går, men mod alle forventninger er der intet sket, selv om alle de kloge (inkl. mig selv) havde forventet, at det ville være blevet et påskebarn.

Men det må være en hårdhudet baby, selv ikke Venstres nye ordfører Peter Christensen eller Pia Kjærsgaard, der begge to fyldte en del i Folketingsdebatten i går, fik veerne til at melde sig. Måske verden fremstod lidt for skræmmende.

Det er tid til at tage computer og en kæmpe stak papirer under armen og sætte sig et roligt sted og læse.  Følg med i livet på Borgen her på bloggen - og kig med på www.trinemach.dk

I går blev det afgjort, hvem der skal være SF’s nominerede kandidater i København Storkreds ved det kommende Folketingsvalg.

Medlemmerne af SF har i en urafstemning prioriteret de 6 nominerede kandidater - jeg fik en flot placering efter formanden Villy Søvndal og tre siddende Folketingsmedlemmer, Ozlem Cekic, Ida Auken og Anne-Grethe Holmsgaard. Den sjette og sidste blev MF’eren Kamal Qureshi.

Man kan se stemmetallene her på SF-Københavns hjemmeside.

Jeg er utrolig glad for den tydeligt store opbakning, som resultatet er udtryk for. Min klare venstreorienterede, internationale og humanistiske profil vil helt sikkert være en god gevinst for den i forvejen stærke folketingsgruppe. Jeg er også sikker på, at der netop på den københavnske venstrefløj er lysten og modet til, at vi sætter nogle klare pæle i jorden i forhold til, hvilket Danmark vi gerne vil se udvikle sig - og hvilket ansigt Danmark skal have udadtil.

Så nu er scenen sat for en stædig kamp mod markedsgørelse, privatisering af den offentlige sektor, fremmedhad og intolerance. Og for fællesskab, solidaritet, pluralisme og frisind.

Arbejdet for et nyt politisk flertal med hjertet til venstre starter nu.

Følg med på www.trinemach.dk